Aale MusikSjak

Den 27.09.2013: Sgt Pepper

Sgt Pepper ER ikke The Beatles, men det er saftsuseme tæt på...

Koncerten blev et pragtfuldt genhør med musikken fra dengang, vi havde hår på hovedet, og kjolerne bare blev kortere og kortere. Det er omsonst at remse de udvalgte Beatles-numre op, så lad os bare sige, at i løbet af de mere end to timer, koncerten varede, var der det hele lige fra All my Lovin' til Revolution.

Efter det første nummer lød der en opfordring fra bandet til publikum om at komme på dansegulvet, og det skulle kun siges én gang! Der blev danset entusiastisk hele aftenen, og hvis tilhørerne var forspiste efter det velsmagende oste- og pølsebord, så skjulte de det godt!

 

Lokalt talent fik sin debut på den store scene

Fredag d. 27. september blev også aftenen, hvor Josephine Nordahl Jeppesen fra Aale fik sin debut hos Aale MusikSjak. Hun er det første lokale talent, der er trådt op på den lokale musikscene.

Josephine har spillet guitar og sunget i 6-7 år, og hun klarede sin debut på den store scene meget flot. Hun gav både numre, hun selv har skrevet, og et par coverversioner, og hun fik fortjent en stort bifald.

Det bliver spændende at følge Josephine fremover, og måske er det ikke sidste gang, hun spiller for publikum i Kultur- og Idrætshuset i Åle.

 

Se fotos fra koncerten med Sgt Pepper ved at klikke herunder.

Når der klikkes på et foto, åbnes det i en viewer.
Der er også fotos fra Josephines koncertdebut.

Webmaster: Thomas Christensen  | Tlf.: 2044 2359