Aale MusikSjak

Den 27.03.2013: Tøsedrengene

ANNE DORTE & MARIA FRA TØSEDRENGENE SKØD PÅSKEN I GANG

Anne Dorte og Maria

Aale MusikSjak præsenterede onsdag d. 27. marts 2013 Tøsedrengenes to oprindelige sangerinder, Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen og deres orkester i Kultur- og Idrætshuset i Aale.

De to sangerinder, der i 80'erne lagde stemmer til hits som “Sig du kan li’ mig”, “Indianer” og “Ud under åben himmel”, er i år forenet på scenen for første gang siden 80’erne.

De har kaldt deres turné “Slip Det Fri”, og deres liveoptræden hos Aale MusikSjak matchede udmærket dette slogan, for intensiteten og energien stod ikke tilbage for den, vi husker fra orkesterets storhedstid.

Orkesteret var det første, der spillede reggae på dansk, og det medrivende rytmiske drive og den store melodiske styrke er ikke gået tabt med årene.
Faktisk er det temmelig imponerende, det de to forgrundsfigurer præsterer. Det er trods alt et par år siden, de var teenagere, men det kunne man ikke se i deres optræden. De var i den grad sprudlende i både humør og bevægelse, og sangmæssigt havde de imponerende godt fat i Tøsedrengenes 
langtidsholdbare hits.

Som Anne Dorte og Maria på forhånd havde lovet, blev vi sendt på en rejse tilbage i tiden til dengang man gik til fest med svenskerhår, skulderpuder og cyklamenfarvede øreringe. Ikke et ord om finanskrise og global opvarmning!
Til at spille musikken og løfte den tunge arv stillede pigerne op med et håndplukket band bestående af Mads Michelsen, percussion og trommer - Jon Grundtvig, trommer - Henrik Møller, bas - Morten Woods, sang og guitar - Peter Denckler, sang og keyboards.

Det var kort sagt et perfekt match til en forrygende koncert.


Klik på billederne herunder for at åbne dem i en viewer.

Foto: Jens Peter Hedegaard

Webmaster: Thomas Christensen  | Tlf.: 2044 2359