Aale MusikSjak

23.09.2016: Nikolaj og Piloterne

 
 
Fredag d. 23. september gæstede Nikolaj og Piloterne Aale MusikSjak.

Med en musikalsk historik, der rækker tilbage til 80'erne, var det en opgave, de kendte løsningen på. I deres grundkoncept er de et pop-/rockband med mest vægt på det første. Hertil passer deres hang til kærlighedsuniverset da også fint, men selv om der var mange sange om forelskelse og kærlighed, blev det aldrig kvalmt eller forlorent.

Med en tekstsfære som i nummeret "Breve til dig", hvor teksten lyder: "Det er da ikke fordi, jeg er upopulær / der er da nogen, der næsten ikke ka' la' mig være" eller i "Kommer nok hjem", hvor Nikolaj synger: "Jeg har fået mig en kæreste / hun er lige så dum som mig / det er det eneste, vi har til fælles / ud over at vi skal hver sin vej" holder Nikolaj og hans piloter klart distancen til det selvhøjtidelige.


Nikolaj og Piloterne

Med det ironisk-naive snit over teksterne er det ikke selvfedhed, der plager bandet, og det faldt tydeligvis i publikums smag.

Som altid, når der er koncert, er det på de første rækker lige foran scenen, de store fans kan opleves, og jo længere man kommer ned bagi, jo mindre lidenskabelige er de fleste. 
Sådan er det også, når Musiksjakket kalder til koncert, og måske er det endda mere tydeligt her end andre steder, at når der er musik i Minihallen, så skal man derop - også selv om det nogle gange mere er på trods af musikken end på grund af den!

Men uanset hvad, så formåede publikum også ved denne koncert at lave en fest ud af det. Som altid var der højt humør, masser af snak og aldrig bare antydningen af ballade.

 

PINDSTRUP OG ANDERSEN

En stor del af æren for stemningen skal gå til op- og nedvarmningsbandet Pindstrup og Andersen. Med deres attitude og flotte repertoire af hits fra både dengang og nu lagde de virkelig billet ind på at være det perfekte match til jobbet.

Publikum havde endog meget svært ved at slippe dem, da vi nåede ud på de små timer, så en stor tak til de to halv-lokale musikere.
Mon ikke vi ser Pindstrup og Andersen igen?


Tekst og fotos: Copyright 2016 Aale MusikSjak/Lars Wichmann

 

Fotos fra koncerten

Klik for at forstørre!

Webmaster: Thomas Christensen  | Tlf.: 2044 2359